Huset på Sommervej 5, en beretning af Lise Kramp

Det er faldet i min lod som den yngste og sidst levende af fem børn at prøve at gøre rede for slægten Kramp ved at fortælle løst og fast om beboerne i huset på Sommervej 5 i Charlottenlund.

Hvordan var spindesiden? 
Og hvordan var sværdsiden? Før og efter Marie Bolette Blædel og Paul Lassenius Kramp blev forenet den 15. maj 1913. 
Hvordan var vores liv i årene omkring 1930’erne med glimt bagud og fremad?

Hvis de næste generationer skal høre om bedste- og oldeforældrenes liv og dagligdag fra mig, er det ved at være ”sidste udkald”, nu hvor jeg har rundet de 86 år.

1. FRA SPINDESIDEN

Lad mig begynde med vores stamfader Ludvig Blædel, der var gift med Bolette Charlotte Grundtvig (datter af provst Otto Grundtvig, som var bror til den berømte N.S.F.)

Vi møder Ludvig her på Møn som sognepræst i Keldby, hvortil han kom i 1871 efter at have været præst i Nustrup i Sønderjylland fra 1851. I Nustrup blev han provst, men frasagde sig embedet i 1868 og tog sin afsked, da de tyske myndigheder sendte spioner til kirken og krævede, at han skulle bede for de tyske våben. (Nustrup lå jo på den forkerte side af den grænse, der blev trukket efter krigen i 1864).

Familien flyttede til Danmark og bosatte sig på Møn. Af de 6 børn de fik, var den ældste for længst flyttet hjemmefra, så der nu var 4 døtre og 1 søn i præstegården. Det var sønnen Carl, der blev stamfader til vores gren. Han blev forpagter på Nordfelt, var gift 1. gang i et par år og blev enkemand, da hans hustru døde i barselsseng. Han blev gift igen med vores mormor i 1882. Hun hed Hilda Bolette Olivia Grum, født 1859 på Ålebækgård, øst for Nordfelt. De fik fem børn, hvoraf en døde som spæd. Det videre forløb er meget dramatisk, men også ret interessant og giver et godt indblik i livet omkring 1800 tallets slutning.

Kort fortalt

En aften i 1887 var familien på hjemvejen fra et besøg på Ålebækgård, hvor mormors forældre boede. Da de kører mod nord på vejen til Nordfelt, så de hele himlen oplyst og morfar udbrød: Det er Norfeldt, der brænder«. Han piskede på hestene og i en høj fart kørte de hjem. Hele avlsgården med alle dyrene og hele kornhøsten stod ikke til at redde. Forpagterboligen var uskadt, men indboet havde folkene smidt ud på plænen, så det reddede de dog. 

Morfar tabte alt, for han var ikke forsikret. Det var derimod greven! Man kan finde beviset ved at se i avisens offentliggørelse af skatteligningerne, fra at have stået lige under greven, stod han i 90-erne langt nede i rækken. Det værste var måske, at forholdet til grev Danneskjold-Samsø blev meget bittert. (Der gik hurtigt rygter om ildspåsættelse, især da en karl fik enkelt billet til Amerika.) I hvert fald – morfar blev i 1891 forpagter til Stengården helt ude på Møns Klint. 


Vores mor blev født i november 1890, da de endnu boede på Nordfelt, og på Stengården blev Dora født, så familien nu bestod af 5 børn, indtil 1895, da morfar døde – for egen hånd. Igen en tragedie, og det én af de mest sørgelige, for hvordan skulle vores mormor dog kunne klare sig? Den gang var der absolut ingen hjælp fra det offentlige. Grevinden på Nordfelt tog sig kærligt af den unge kone, hjalp vel i stilhed, hun kendte måske årsagen til det hele. Hun slap ikke forbindelsen med mormor, men sørgede for på forskellig vis at udvirke, f.eks. at mormor fik arbejde med at sy prinsessernes udstyr og ved at få børnene uddannede, først i komtesse Knuth’s lille privatskole på Amalievej på Frederiksberg og senere for pigerne i Frøken Zahles pigeskole, hvor vores mor blev uddannet til lærerinde.

Det må nu ikke have været let for mormor, for pigerne kunne jo slet ikke leve op til skolekammeraternes miljø. Mor har aldrig fortalt om sin skoletid altså om venindebesøg o.l. Det gik vist lettere for den yngste, Dora, hun var et lille »livstykke«. Kaja var mere tænksom, mens vores mor nok har været »følsom«.

Lad mig fortsætte med mors opvækst:

Da mormor måtte forlade Møn i 1895, rejste hun til København og boede i begyndelsen hos sin faster Charlotte i en stor lejlighed i Istedgade. Mor var altså fem år, hun var vist et lille skravl, kunne ikke trives i den nye tilværelse. Heldigvis var der et godt familiesammenhold den gang, så mormor fik forbindelse med en slægtning, onkel Ernst, som var godsforvalter på Gavnø, han tog sig kærligt af lille Marie. Mormor gik bare ned på Hovedbanegården, bad kontrolløren på toget til Næstved om at tage sig af den lille pige, der ville blive hentet i Næstved af Niels Kusk fra Gavnø. (Der var sat en seddel i pigens frakke med navn og adresse – mor fortalte nu ellers at hun blev sendt af sted med et frimærke i panden). 

Hver sommer lige til onkels død var mor på besøg på Gavnø, hvor hun legede med komtesserne på slottet, både inde og ude, især i dukkehuset i parken, (som eksisterer endnu som et lille legetøjs- museum). Efter onkels død kom en kvik og smuk ung pige på 17 år en sommerferie hos sin moster, Astrid Lomholt, på højskolen Brejdablik i Viborg……. 
Og nu får denne lange beretning heldigvis et mere romantisk og lykkeligt indhold. Der var denne sommer en stor militær øvelse i omegnen med private indkvarteringer, og højskolen fik også sin del, nemlig en deling af Akademisk Skyttekorps, hvor én af officererne forelskede sig i den yndige unge pige.

Han hed Paul Lassenius Kramp.

SVÆRDSIDEN

Vi hørte altid, at vi stammede fra kartoffeltyskerne, de tyske kolonister, der i 1760 slog sig ned på Alheden ved Viborg og indførte kartoffel- avlen i Jylland, men det passer ikke.

Kort fortalt

I Viborg boede der en daglejer ved navn Søren Frandsen, født 1734. Den ældste af hans 3 sønner fik navnet Frans Sørensen (det var almindelig skik at navnene ændrede sig på den måde), og de fik i dåben tilnavnet Kramp. Det var vistnok fordi forældrene var meget betagede af en tysk præst med det navn. Sådan gjorde man bare.

Frans flyttede til København, nedsatte sig som snedkermester og giftede sig. Hans ældste søn smed navnet Sørensen væk, men tog som mellemnavn Lassenius og her har vi så vores stamfader Johannes Lassenius Kramp, der blev en stor borger i 1800 tallet. Han var udlært snedker, blev oldermand for snedkerlauget, stiftede 1843 Det Tekniske Selskab og de Tekniske Skoler, Håndværkerforeningen og Kunsthåndværkerskolen. Han blev Ridder af Dannebrog i 1868 og i 1876 Overordentlig Krigsråd ( hvad det så er?) Han var virkelig en indflydelsesrig borger i byen, var blevet gift i 1833 og fik 11 børn. Den yngste fik således navnet Ellef, og han er vores farfar, Oscar Hakon Frederik Ellef Kramp – mindre kunne ikke gøre det.

Der var otte piger og tre drenge, så der er ikke noget at sige til at nr. 11 blev godt forkælet.

Farfar aftjente sin værnepligt i marinen ombord på fregatten Jylland, som i dag er et spændende museum i Ebeltoft. Jeg har givet museet et par af farfars viser fra den bog, vi alle har fået et eksemplar af. Farfar blev arkitekt. Han blev gift 1883 med Matilde Thomsen. De fik tre drenge, vores far var den ældste, født i 1887, døbt Paul Lassenius Kramp, derefter kom Svend, som døde som fem-årig. 18 år efter far fik han sin lillebror, Hans Henrik Lassenius Kramp. Heldigvis går navnet Lassenius Kramp videre til mange af drengene i familien, og også til et par af pigerne. Vores far mødte mor i 1907 i Viborg, og »sød musik opstod«!

Far var på det tidspunkt i gang med sin uddannelse som havbiolog og havde fået udskudt sin værnepligt. Den aftjente han omkring 1910 ombord på fregatten Ingolf, hvor han deltog som matros på rejsen til de vestindiske øer, men med den særstatus at han skulle undersøge nogle havbiologiske problemer, hvilket gav ham en særstatus i forhold til de andre matroser. Noget, der vist afstedkom en del problemer. Far var med i Akademisk Skyttekorps – og de var i Viborg på en stor manøvre, - og det var sådan, han traf vores mor.

Den 15. maj 1913 stod brylluppet i Frederiksberg kirke, og efter et par år i lejligheder dels på Østerbro dels på Frederiksberg købte de i 1917 huset på Sommervej. På det tidspunkt havde de allerede Grete, Jørgen og Ole. I 1918 blev Per født og jeg kom i 1924. 

Jeg så dagens lys kl. 18 den 24. august på en fødeklinik i en villa ved Charlottenlund station på hjørnet af Jensløvs Tværvej. De fire store var sendt hen til farmor og farfar, der boede i sommerhuset i nummer 11 på Sommervej. Da de fik at vide, at de havde fået en lillesøster, løb drengene hjem, mens de råbte »Hvor er hun – hvor er hun«. Ja, de fik mig vist ikke at se før et par dage efter. Dengang blev man sandelig ikke sendt hjem før mindst 8 dage, måske flere – efter nedkomsten, hvor mødrene endda også var på streng diæt og skulle ligge musestille. Ventetiden brugte drengene til at lave en »barnevogn« af resterne af en legevogns 4 hjul og nogle brædder flikket sammen med mange søm og sejlgarn. Mor har fortalt, at hun næsten ikke nænnede at afslå deres gave, men heldigvis kunne de godt se, at den vist var for skrøbelig til den lille baby.

RISMELSGRØDEN

Det var meget almindeligt, at husmoderen lavede en fast madplan over et par uger, og så startede forfra. Det gjorde vores mor også, det var så praktisk - især for tjenestepigen, og familien gjorde sjældent vrøvl. På ét punkt gik det galt, nemlig da det en dag igen stod på rismelsgrød. Da lød der et dybt suk fra Grete, hvorefter mor formanede hende ret strengt: »Grete – ikke kritisere maden, spis pænt«. Og så skete der noget ret uhørt. Far, der sad for bordenden med Grete »om hjørnet«, lagde sin hånd på datterens arm med ordene: »Jeg forstår dig min pige, jeg kan heller ikke lide rismelsgrød«. 
Omgående lød det fra hele koret - bordet rundt: »jeg kan heller ikke fordrage det«. Mor var ret chokeret, og lidt efter kom det fra hende, at hun heller ikke kunne li’ den ret, men hun havde læst, at den var så sund for børn.

Resultatet blev, at vi aldrig mere fik rismelsgrød. 

Som voksen var jeg en gang på besøg hos en familie, hvor vi netop skulle have rismelsgrød til middag, og jeg var spændt på at smage den. Det var jo en vidunderlig ret, så da jeg selv blev husmor, kom den tit på bordet. Sådan gik det ikke med klipfisken. Engang far var ude at rejse, bad drengene om vi ikke kunne få klipfisk til middag, den ret havde far nemlig bandlyst, nu ville de gerne prøve den. Så gik mor i gang, men altså, det var ikke nogen succes, den gik hurtigt ud i køkkenet igen, vi skulle ikke nyde noget. Smide fiskeretten væk var utænkeligt, så dagen efter, da far var kommet hjem, serverede mor en fin ret lagt i store muslingeskaller, hvor små stykker klipfisk var ledsaget af rejer og fin sovs. Den gik ikke, far blev gal, mor måtte bøje sig og smide det hele ud.

Ja – vi måtte altså ikke kritisere maden. Mor blev altid vred, så vi led i tavshed. Dog kunne der enkelte gange være grund til kritik, som f.eks. den søndag desserten stod på en mægtig flot lagkage. Jeg fik først, og jeg kastede mig begærligt over tallerknen - - - føj, hvor det smagte rædselsfuldt. Omgående lød det fra mor: »Lise ikke kritisere maden«. De andre turde derfor ikke sige noget, men da mor skulle til at spise, måtte hun give mig ret. Der var noget galt, og det blev hurtigt opdaget, at pigen havde drysset kagen til med et tykt lag hjortetakssalt i stedet for flormelis. Hun må da have været ualmindelig stoppet i næsen, siden hun ikke selv havde fået mistanke.. 

Vi havde også en anden pige, der åbenbart aldrig havde lavet en omelet, for hun kom salt i den i stedet for sukker, hun troede det var æggekage. 

At hun så også kom sukker i flæskeæggekagen var jo, fordi hun nu havde lært, at det kom fruen i en »æggekage«.

Det var heller ikke nemt for en ny pige, at fordele diverse bestik og sølvkrus (som vi hver især havde fået i dåbsgave). Der stod godt nok navn på alt, men der var jo 5 forskellige børn – så vi fik ofte lidt grin ud af forviklingerne.

SMÅ HISTORIER

Jeg legede ofte ovre på Ellevadsvej hos fætter Søren og en dag havde han også besøg af Poul Åby. Vi var vel omkring 5 år, da der udspandt sig følgende i hans værelse.

Moster Dora stod tilfældigvis udenfor døren, da hun hørte samtalen:

Poul siger pludselig: » Min bedstefar bliver begravet i himlen i dag«

Lang pause---

Søren: »Sludder mand, der er ingen jord i himlen«.

Kort pause---

Lise: »Jo det er der, der er Paradisets have«.

Mor sagde tit, at hun havde øjne i nakken, man skulle bare ikke tro, at man kunne lave ulykker bag hendes ryg.

Jo, øjnene lå en gang imellem i én af de små skuffer på hendes toiletbord. Jeg havde skam selv set dem. Men, da min store dukke, der kunne lukke øjne, når man lagde den ned, tabte parykken, så kunne jeg jo se ned i hovedet, og der sad jo et par øjne, der lignede mors. Så gik den ikke længere, den med at mor havde øjne i nakken.

Vi havde en gang en pige, der var meget slem til at bande. Mor bebrejdede hende mange gange, for det var altså ikke særlig rart, at børnene skulle tage ved lære af hendes sprog. Så gav pigen sig til at stave sine bandeord, hvilket resulterede i en meget uheldig episode:

Lille jeg, - vel på 5 år, hørte pigen sige: »Åh – det L-O-R-T.«

»Hvad betyder det?« spurgte jeg. »Smør« lød svaret.

Nå ja – det var jo meget uskyldigt.

Et par dage efter havde mor fine damer på besøg til fin eftermiddagste, og husets yngste var til stede. Hun ville da også gerne deltage i samværet, så tøsen sagde pludseligt: »Jeg kan stave til smør«. »Næh dog, lad os høre«!

Behøver jeg at gå videre?

I BYEN MED MOR

Jørgen var med mor på indkøb i Jægersborg Allè, de skulle blandt andet købe smør, og derfor var de i Dansk Smørforsyning, en fin forretning, som slet ikke findes mere.

Der var to afdelinger, den ene var farverig med rullende svinghjul ud mod gaden til maling af kaffebønner, så der duftede altid vidunderligt. Man kunne købe fine småkager og andre lækkerier til eftermiddagskaffen. Gik man så gennem den dobbelte fløjdør, kom man ind til en helt modsat butik, nemlig selve smørforsyningen. Alt var holdt i renskuret marmor og de store dritler med smør og margarine var placeret op ad væggen bag disken. På disken stod den store vægt med de blankpudsede messingskåle, hvor de hvidklædte damer vejede varen med små lodder på den ene skål. De tog en træslev fra en krukke med vand, gjorde et stykke madpapir fugtigt og skovlede smør eller margarine fra de store dritler ned på papiret, klaskede det lidt sammen, så de kunne veje det, - måske skulle der lidt mere til, eller lidt skulle tages fra, - i hvert fald skulle der være ligevægt og kunden fulgte med, så der kunne ikke snydes.

Man kunne købe æg, der lå i et stort fad. Et andet fad indeholdt »klinkeæg«, det var æg, der under transporten havde fået en revne, de var billigere for de kunne ikke holde sig, skulle altså bruges omgående.

Det var altid så spændende at være med mor på indkøb – og den her dag var det så Jørgens tur. Han har vel været omkring 5 år, da han på hjemturen pludselig spurgte mor: »Hvorfor be’r smørdamen altid til Vorherre, når hun vejer smørret? Det kunne mor ikke svare på, - hvad mente drengen dog?

Næste gang mor skulle købe smør, stillede hun sig i baggrunden, så hun måske kunne finde ud af, hvad Jørgen havde set.

Nå jo, der var svaret: den store vægt havde jo helt oppe i toppen »vægtpilen«, der skulle stå helt stille i centrum, når vægten på smørret svarede til vægten af de små lodder i den anden skål, derfor løftede smørdamen blikket og så op i »himlen«, sådan som man gør, når man beder til Gud. Næste gang Jørgen var med, kunne mor så lære ham princippet ved vægtaflæsningen.

DA FAR KOM HJEM FRA GRØNLAND

I 1928 var far på ekskursion til Grønland i ni måneder, og da han kom hjem var der i mellemtiden sket en helt uhørt udvikling hos os børn. Jeg ville f.eks. ikke kendes ved ham, hvad ved en lille pige på 4 år om en far? Jeg sagde De til ham, og kunne ikke lide at blive kysset og kælet for af denne fremmede mand (det må have gjort ondt på far, men det fortog sig nu snart).

Den anden uhørte udvikling var situationen ved middagsbordet. Et par dage efter fars hjemkomst lagde han pludselig sin ske, - så rundt på ungerne og sagde: »Hvad er det, jeg synes I snakker ved bordet«! Det var nemlig en gammel anerkendt opdragelse over hele landet, at børn aldrig måtte tale ved bordet, undtagen når de blev direkte spurgt. Men så brød mor ind, hun forsvarede sine børn:

»Tror du, jeg ville sidde her i 9 måneder uden et ord? 
– Nej – Paul, det her må du værsgo’ finde dig i«!

Og Paul fandt hurtigt ud af, at stemningen ved middagsbordet blev en vidunderlig oplevelse hver dag, for nu lærte han jo sine børn rigtigt at kende. Det var absolut uhørt den gang i 20’erne, og det blev bekræftet mange, mange år efter:

Grete deltog i et sportsstævne, da hun var ca. 15 år, - med stor deltagelse af unge fra hele landet. De unge piger og drenge blev indkvarteret hos private og hos os kom Anne-Helene fra Åbenrå. Hun og Grete blev perleveninder, og de holdt forbindelsen ved lige hele livet. Da Anne-Helene var inviteret med til Gretes 80 års fødselsdag, holdt hun en herlig tale. Et af emnerne var netop den oplevelse, at hun til sin store forundring hørte, at børnene »snakkede ved bordet«. Det var uhørt i hendes hjem i Sønderjylland, så det havde gjort et dybt indtryk på den unge pige.

KONGENS HULE TAND

De fire store havde fået den idé, at de ville spille teater. Handlingen var kort fortalt, at kongen havde en forfærdelig tandpine, der til sidst var så slem, at han lovede at den, der kunne befri ham for smerten skulle få prinsessen og det halve kongerige.

Der var gået bud rundt i hele riget, og nu strømmede ridderne til slottet, men for alle gik det galt. Af de tre sidste kom den tredje godt fra det, han gav nemlig kongen en ordentlig lussing, så den hule tand røg ud af den kongelige mund. Og så fik ridderen prinsessen og det halve kongerige.

Hvordan gik det så?

Jeg husker ikke så meget direkte, har det hele fra Ole, der til festen hos Grete i 1977 (60 årsdag for familiens eje af huset) holdt en tale, hvor han til stor jubel for os alle fortalte om livet i det store hus og især om en dag på græsplanen.

Rollerne og replikkerne var blevet fordelt af Jørgen, der også virkede som instruktør, selv havde han valgt rollen som den heldige ridder. Ole og Per var de 2 sidste uheldige, Grete var prinsessen og Preben Schilder (naboen i nr. 7) var kongen. Vebbe (også Schilder)skulle være billetkontrollør, og jeg skulle være damen, der solgte slik til publikummerne. Vi havde en fin lille præsenterbakke med hanke, og med en snor rundt om nakken, kunne jeg så nemlig gå rundt og sælge lakrids o.l., som vi havde købt i fællesskab for vores sparsomme lommepenge.

Billetterne, som Vebbe skulle sælge, lavede vi ved hjælp af mors symaskine, så de kunne rives fra hinanden ligesom frimærker. Hun fik nu ikke solgt så mange, for publikum bestod jo af mor og moster Dora, vores pige og Store Marie; og vores kusiner, Tove og Bodil og fætter Søren. Så nåede vi frem til kostumeprøven, men her gik det galt, for fru Schilder blev rasende, fordi hendes søns kostume bestod af et par af mors underbukser, dem med lodden vrang og med elastikker for neden af buksebenene. Det skulle han sandelig ikke optræde i.

Stakkels Preben, jeg kan godt huske hvordan han stod i skjul bag syren busken inde i deres have.

Så måtte rollerne byttes om. Per blev kongen og hans ridderrolle overtaget af hans klassekammerat ØL – (med efternavnet Bajer-Hansen)  Så nåede vi da frem til »generalprøven«. Men her gik det også galt. For da den tapre ridder (nr. 3) skulle give kongen den befriende lussing – ak ja, så var Per altså kommet til at spise det bolsje, der skulle gælde som den hule tand og som skulle ryge ud af kongens mund. Til premieren fik han så bare en lille hvid sten i munden og ridderen fik prinsessen og det halve kongerige. Jeg havde ikke fået udsolgt af slikket på bakken, så det delte vi bagefter. Stakkels Preben fik ikke noget.

4. MAJ 1945.

Naboforholdet var aldrig sådan rigtigt fortroligt, det gik dog bedre efterhånden, især de sidste år under besættelsen. Hverdagen var jo lidt besværlig med de forskellige rationeringer såsom gas og elektricitet. Vi havde derfor den aftale med naboen i nr. 7 (Schilder), at vi mødtes hver aften skiftevis hos hinanden for at lytte til BBC’s udsendelse til Danmark kl. 19.30. Vi kom med en kedel nykogt vand til aftenteen (Assongte, som surrogatet hed). Det fungerede fint hver aften, undtagen den helt specielle 4. maj aften, hvor far og mor og jeg slet ikke havde lyst til samkvem med andre. Vi havde været til en begravelse, der havde stemt os i dyb sorg. Mors nevø, Werner Blædel, søn af morbror Knud, var den 2. maj blevet skudt, da han og en kammerat skulle likvidere en stikker, som altså skød først, da han åbnede sin dør. Werner, den smukke og dygtige frihedskæmper, blev dødeligt ramt og altså begravet om eftermiddagen den 4. maj, så vi hørte ikke budskabet fra BBC med de berømte ord om Tysklands overgivelse. 

Først da min veninde ringede og fortalte nyheden, reagerede vi som alle andre. Vi myldrede ud på vejen, hvor efterhånden alle beboerne samledes i fælles frihedsrus. Far havde været oppe på loftet for at hente den kasse med fyrværkeri, som ikke var blevet skudt af i de 5 forbandede år. Nu skulle det gå løs – men godmorgen – krudtet havde ikke klaret de fem år, så det sagde bare pift og raketterne strøg et par meter hen ad vejen – men HURRA – og så ind og rive mørklægningsgardinerne ned og sætte stearinlys i vinduerne.

Livet skulle gå videre.

Den 5. maj skulle vi til bryllup, moster Dora og onkel Georgs datter Tove skulle giftes med Carsten Schou i Messiaskirken med efterfølgende fest på Bellevue Strandhotel. Det blev en mærkelig fest. Hver gang, der lød høje jubelråb ude på Strandvejen, strømmede alle gæsterne ud på altanen og jublede med i velkomsten til Brigaden fra Sverige, der i store køretøjer drog mod København. Ja vi var da helt berusede af befrielse i de dage.

RELIGIØSE ?

Var vi religiøse? Vi var vel nærmest det, man populært kalder 4-hjulskristne: vi blev døbt (Barnevogn), konfirmeret (taxa) gift i kirken (brudekaret) og til sidst begravet (rustvogn). 
Jo – vi gik da i kirke juleaften, men ellers?

Da vi var små bad vi aftenbøn - »Jeg er træt og går til ro« – ikke »Fader Vor«.

Mor prøvede at holde lidt andagt, da de fire ældste var små, og familien kun beboede stueetagen, så spillede hun en salme på klaveret, mens hun sang til. Men da ungerne en aften spurgte, hvorfor hun råbte på far i den salme, hvor ordene »fri os for fare« var og den med de vise mænd fru Østergård, - hende kendte de jo henne fra vejen – ja så løb det hele ud i sandet. 

Det var egentlig kun for mors skyld, at far tillod disse religiøse tiltag, for da mor døde, meldte far sig omgående ud af folkekirken. Far viste også sin uvilje overfor religionen ved, at drengene ikke måtte være spejdere, og jeg måtte ikke komme på højskole, som jeg en overgang brændende ønskede. Drengene etablerede selv en form for spejderliv. De fik nemlig et telt, og det skulle prøves af ude på Ermelunds sletten, med overnatning og spejdermad. De startede med at lære at lave havregrød, før de drog af sted. Det gik nu ikke særlig godt. Ja, de fik da en gryde af pigen, og de fik en passende portion gryn, og så fik de tændt en primus i teltet, som var slået op på græsplænen; men altså det ville ikke blive til grød, så de måtte ind og have mere gryn et par gange – og så blev det til grød, der næsten ikke kunne komme ud af gryden. Det var uspiseligt, så de gravede klumpen ned i møddingen….. og sagde ikke noget hverken til pigen eller til mor. 

Historien blev først kendt mange år senere. Selve lejropholdet på sletten i Ermelunden opgav de hurtigt, for midt i den første nat kom 3 bange smådrenge hjem, fordi der var nogle store drenge, der havde drillet dem. Teltet blev senere flittigt brugt f.eks. i Strandby; når der ikke var plads nok til gæster, så sov drengene bare i teltet.

p.s.

Der er mange søde forviklinger med teksterne i salmerne, her er et par mere: 
Mor overværede en gang morgensangen i gymnastiksalen på skolen, hvor Per med jubel og høj røst sang »selv om du til månen når, først ved verdens ende«.
Andre er også ret kendte, f.eks. »Et barn er født da Beck kom hjem, de fryder sig de rutcher hjem« – »Sneglen med hus, paryk og vanter« – »Julius har bragt benzinen ud« – og »Julen har bragt det ene ben, det andet ligger derhjemme« o.s.v.

UNDER UDDANNELSE

De fire store blev alle studenter fra Ordrup Gymnasium og gik videre med hver sit speciale. Grete ville være massøse, og jeg kan huske en af hendes historier fra en dag i sporvognen hjem: Eleverne fik ofte skeletdele med hjem til nærmere studie – og en dag fik Grete en underarm med hånd, hvor alle de små knogler var fæstnet sammen. Alt blev pakket godt ind i brunt papir, for det regnede og Grete havde ikke nogen stor taske med. I sporvognen tog hun plads i førervognen, hvor siddepladserne var på langs i vognen, ikke som i bivognen med de små båse. 

 

Pludseligt opstod der panik, for damen overfor Grete besvimede og hende ved siden af skreg. Nå ja – det var bare fordi papiret med skeletdelene var blødt op af regnen, så hånden hang og dinglede ned ad Gretes ben. Så måtte hun gå ud og stå ved siden af vognstyreren. 

Et par dage efter havde hun en stor pakke på skødet i sporvognen hjem, det var heldigvis tørvejr, men hun tænkte alligevel, at damerne ovre på den anden side bare skulle vide, at hun havde en hel brystkasse på skødet. 
Jørgen oplevede noget lignende, men det var hjemme. 
Han havde fået sit eget værelse ovre hos genboen i nr. 6. Han havde fået fat i en skeletunderkæbe og anvendte den på skrivebordet til at lægge sin blyant på, - vældig flot syntes den lægestuderende. 

 

Den nye tjenestepige, der skulle gøre rent hos ham, nægtede at gå ind til ham, da hun så det rædselsfulde arrangement, så det måtte han fjerne. Ole, som gik på Tandlægehøjskolen, kunne også komme med en lignende episode. Hans bidrag var dog ikke så dramatisk som Gretes og Jørgens. En dag ved middagsbordet sagde Ole pludselig: »Jeg vidste ikke, at vi skulle ha’ frikadeller til middag, dem kan jeg jo godt tygge, - men for en sikkerheds skyld har jeg lavet det her« – og så halede han et helt gebis op af lommen. Altså, hvor vi lo og det blev ikke bedre, da mor ville prøve, hvordan det var at have gebis. 

Per, som ville læse til ingeniør, bidrog også til samlingen af sjove historier:
 Vi havde naturligvis 2 sæt spisestel, det fine porelænsstel, Blå Blomst, der kun blev brugt ved festlige lejligheder, og til daglig brug et meget billigt stel, vel endda i tredje sortering, for det kunne jo ikke undgås, at der ofte gik noget i stykker. Så en aften, hvor far og mor ikke var hjemme, og hvor vi fik chokoladesuppe til forret, begyndte Per at dreje på sin dybe tallerken, som stod ovenpå den flade. Han havde åbenbart fået én, der var bulet i bunden, - for han fik den til at snurre hurtigere og hurtigere, og suppen viste et flot tegn på centrifugalprincippet, for til slut lå det hele i en smuk kreds ude på dugen. Det var et held, at det var lørdag, for så blev dug og servietter lagt til vask, og der kom rent på bordet om søndagen.

Per kom helt ufrivilligt til at demonstrere lyseslukning. Ved julefrokosten 1. juledag, hvor bordpynten fra juleaften igen stod med alle lysene tændt, kom han til at nyse så voldsomt at alle lysene slukkedes på en gang. (hans plads ved bordet var midt for.)

Hvordan kan det dog være, at jeg kan huske alt det her? Det er vel langtidshukommelsen, som er fin i modsætning til korttids- hukommelsen, den kniber det ofte med, når man er blevet 85 år.

VENNERNE

Er der ikke et ordspil der hedder: “vis mig dine venner og jeg skal sige dig hvem du er”? 
Far og mor havde faktisk mange venner, og de kom sammen i flere grupper, men hvor de havde dem fra – ja, også det var meget forskelligt, og jeg ved slet ikke – bortset fra fars kolleger fra zoologisk museum – hvor de havde lært dem at kende. 

Familievenner var der mange af, for far havde 33 kusiner og fætre. Dem havde mor kun få af, der var flere, som aldrig kom hos os, men som mor besøgte f.eks. Dons’erne i Fredericiagade og Gothlib’berne, især tante Nulla, hvis børn blev vores venner. Og så havde mor jo sine to søstre, Dora var absolut den nærmeste. Hun boede tilmed tæt ved og hendes 3 børn, især Søren var min nære ven i min tidlige barndom. Det er fars venner, jeg husker bedst. Lad mig nævne i flæng:

Hvert efterår kom onkel Z (Zengraff) og tante Karen og onkel Wibro (som vist var ungkarl) til middag, hvor vi altid fik fyldt hvidkål, det største mor kunne få hos grønthandleren, som lige akkurat kunne være i den største gryde. Se det var hygge. 
Et andet par var Kejding’s – de boede også i Charlottenlund, så deres børn gik i samme skole som de 4 store.

Det gjorde Cortsen’s børn også, datteren Ingrid blev slyngveninde med Grete. Men igen – hvor far havde lært disse folk at kende, ved jeg ikke. Måske helt fra skoletiden i København eller måske fra Akademisk Skyttekorps?

Når vi havde store fester med op til 24 gæster, ja så kom vennerne sammen med både mors og fars familier. 
Zoologerne kom for sig og snakken gik vist mere »videnskabeligt«. Dog var der vist også meget sjovt, der kunne f.eks. på indbydelsen stå, at man skulle have noget sjovt på hovedet og ellers almindelig påklædning.

Her husker jeg engang, at mor havde et hovedtøj, så hun forestillede dronning Nefertite altså hvor var hun flot, og far havde formummet sig som en sommerfuglejæger. Jeg tror nu nok, at det var en gang, hvor de skulle ud, det foregik ikke hos os.

I erindringen står billedet af søndag morgen efter en af disse fester, hvor der havde været serveret et overflødighedshorn til kaffen efter middagens mange retter, så blev vi vækket af far, som var stået op og bad os komme ind til mor – ja, så myldrede vi ind i dobbeltsengen. Der sad vi så og guffede konfekt og kransekage, som mor delte ud fra en pose.

Det var nemlig god kotume, at de gæster, der havde børn måtte forsyne sig af hornets godter, og da vi var 5, så var mors pose altid stor. Det kunne af det ovenstående lyde som om far og mor levede i sus og dus, men det er jo fra hele tidsrummet omkring 1930 – 40 jeg husker det. 

Under krigen tror jeg ikke, det var p.g.a. mørklægning og spærretid, men senere da far havde været med Galathea ekspeditionen i 1952, kom der en helt ny omgangskreds, Galatheafolkene. Egentlig ganske flot, at far i en alder af 65 år kunne få helt ny omgangskreds.

Far fik også jævnligt besøg af zoologer fra udlandet, især fra England. De 4 store kunne huske mister Wintersnow to Day, som var japaner. Den dag han var på besøg var det snevejr og det første han sagde, da han kom ind i stuen og gned sine kolde hænder var: »It is Wintersnow to day«. Mon bekendskabet med ham har noget at gøre med fars forbindelse med kejser Hirohito, der var en anerkendt zoolog med samme speciale som far? De korresponderede sammen i mange år, og i 1971, da kejseren var i Danmark, var det alene for at træffe far.

Nå – men tilbage til mr. Wintersnow – Han forærede far 15 smukke træsnit-tryk, hvor hver farve er udført i sit træsnit, de er meget værdifulde. De lå i mange år i en stor mappe, vi så dem sjældent, men så en gang op mod jul, vist nok omkring 1960, foreslog jeg mor at lade dem indramme og fordele dem med 3 til hver af os. Det var da bedre, end at de lå gemt i en mappe.

I forbindelse med disse udenlandske venner, vil jeg fortælle en lille episode:
 

Far skrev mange af sine videnskabelige afhandlinger på engelsk, talte et smukt engelsk (Oxford engelsk) åh så korrekt så almindelige englændere havde svært ved at forstå ham. Mor derimod plaprede bare løs, men det forstod folk næsten bedre. Undtagen den gang, de var i Det kongelige Teater, hvor mor pludselig sagde: »Oh, I am sorry, I can’t read the program, I have forgotten my umbrella«. 

De besøgte disse venner både før og efter krigen og især ét besøg i 1950’erne fik en helt speciel betydning for mor, nemlig hendes hobby med at lave smykker og små figurer af

strandskaller, som der jo var rigeligt af på stranden i Strandby. Her udfoldede mor en utrolig kreativitet og flid, selv da hun var lammet i venstre arm efter en hjerneblødning. Det eneste, hun ikke magtede var, at binde knude på sytråden til uroerne, så her måtte far hjælpe. Mor solgte sine ting, og det gav mange penge, som hun forærede os, men vi skulle købe ting til huset, ting hun kunne se og ikke til hjælp i »den store elendighed«.

Selvfølgelig fik vi børn også lov til at holde fester med kammeraterne. Mor skyndte sig at holde dem i begyndelsen af skoleåret, så kunne hun holde dem uden skelen til de andres niveau, vi havde trods alt ikke råd til helt af følge med 

– her taler jeg kun om de fire ældste.

En drengefødselsdag klarede hun virkelig til succes med chokolade/kakao og Amagermadder. Hun købte sandwichbrød, skar skorpen af på alle 4 sider og det gjorde hun også på et mørkt rugbrød, så blev begge skåret igennem på langs, smurt med margarine, lagt i lag og skåret i skiver. De unge gæster – jeg tror det var Pers klasse den 9. oktober – kastede sig over de stribede brød og lod alt andet ligge. Sådan var mor.

Senere skulle der noget mere “voksent” til, så det blev til rigtige baller. Én ting var obligatorisk, der skulle danses. Vi havde nemlig en rejse-grammofon, og så blev spisestuen ryddet, og far gik rundt og dryssede stearinafskrab på gulvet, så det blev glat og godt at danse tango på.

 

Alle gik jo til dans hos fru Dam i Palmehaven, så vi kunne danse. Rejsegrammofon ja, vi havde nemlig ikke radio, en luksus far ikke ville koste penge på. 

Så Ole og Per begyndte at pusle med krystal-apparater, og til sidst var der et eksemplar i sofaarmlænet i dagligstuen, og et hos de to unge drenge og et hos lillesøster, der jo efterhånden var blevet stor nok til at have eget værelse. Så sad vi med høretelefoner her og der og hørte Familien Hansen m.m..

– vi havde dem på, når vi gik i seng og vågnede, da der blev sagt godnat, og alt blev stille. Så var man ellers godt øm i øreflipperne. Midt i 30-erne har vi vel omsider fået det første radioapparat.

JUL PÅ SOMMERVEJ

Forberedelserne begyndte med, at dejen til de brune kager blev rørt sammen i husets største gryde. Det skete ca. 14 dage før jul, hvorefter gryden blev anbragt oppe på et skab i spisestuen med et viskestykke som låg.

En søndag før jul blev der hidkaldt et par hjælpere, for nu skulle de brune kager altså bages. Dejen blev af mor rullet ud på det meldryssede køkkenbord, og kagerne udstukket med et rødvinsglas og lagt på rad og række på alt, hvad huset havde af fade og træplader, f.eks. de 4 store plader til spisebordet. Al dejen skulle være udrullet før ovnen blev tændt, så derfor var der fade og plader overalt i husets kølige rum. Så skulle det gå stærkt. Kagerne blev nu flyttet over på bagepladerne og smurt med fortyndet æggehvide og en hel smuttet mandel lagt midtpå. I et par timer duftede hele huset vidunderligt af brunt og brændt, og resultatet var derefter: En mægtig kagedåse, fyldt til randen og sat ud på verandaen. Vi fik lige lov til at smage, men ellers skulle de gemmes til jul. (I modsætning til i dag, hvor vi tyvstarter allerede i november).

Dette søndagsarbejde var jeg aldrig med til, jeg havde et andet job med at hjælpe far med at pynte gravene på Assistens Kirkegård. Lørdag stod far et par timer i kælderen og klippede grangrene i små stykker og puttede dem i 2 store ældgamle kufferter. Søndag morgen ved nitiden drog vi af sted, drengene, far og jeg (vel fra jeg var 10 år). Vi havde alle godt med tøj på, jeg husker tydeligt, at det var ækelt vejr, slud, regn, blæst æuv! --- og så den flove fornemmelse med de grimme kufferter, der var lukket med en tøjsnor.

Med linie 15 og linie 9 nåede vi til Nørrebros Runddel, og så travede vi et langt stykke til gravstedet med farmor og farfar og deres søn lille Svend, der var død som 5-årig, og som ingen af os havde kendt, kun svagt husket af far.

Nå, men så gik vi i gang med at lægge de små kviste pænt i række, alt mens vi frøs. Ret hurtigt opdagede vi, at der ikke var gran nok til at dække det hele, så vi måtte til at sprede, hvad vi var startet med.

Altså – det blev noget pauvert i sammenligning med, hvad vi så på de grave, som var pyntet af kirkegårdsfolkene. Det gjorde jo heller ikke humøret bedre. Det var himmelsk at komme hjem i varmen og til duften af de brune kager.

Herefter blev forberedelserne helt anderledes sjove og dejlige og den sure stemning med granfiaskoen glemt. Lad mig vælge i flæng: den eftermiddag, vel også en søndag, hvor vi lavede konfekt. Alle sad omkring spisebordet med nyvaskede hænder, og hver fik en klump marcipan, godt æltet med rigeligt flormelis af mor og med hver sin bundne opgave: Grete skulle fjerne stenene fra dadlerne og erstatte dem med en lille stang marcipan og så trille dem i tesukker.

Per skulle lave små toppe, der senere skulle dyppes i overtræks -chokolade, så de lignede små kinesere. Der skulle laves kugler til at trykke en nød eller en smuttet mandel i. Mor blandede frugtfarve i en portion, som blev lagt i lag og skåret ud i fin konfektstil. Når vi alle havde lavet vores opgave, måtte hver især lave sin egen figur, og her husker jeg kun fars to lyserøde krebs (selvfølgelig helt naturtro). Henne i den anden ende af spisestuen stod der en taburet med et fyldt vandfad og et håndklæde til fri afbenyttelse, for fingrene blev jo ret smattede. Til slut blev alt dækket med madpapir og sat ud på verandaen. 

Og så nærmede vi os Lillejuleaften. Julestadsen var hentet ned fra loftet og gennemgået for diverse brud på hanke m.v., og der skulle laves nye roser af silkepapir (lange strimler, - foldet på tværs, klippet i facon, strøget med en kniv og så rullet om en finger for til sidst at blive samlet med et stykke fint ståltråd).

Juletræet var hentet ind i stuen, sat på en solid fod, og allerførst var stjernen sat på i toppen. Så nu ventede det på at blive pyntet af far og de store drenge. Lille jeg måtte ikke være med. Hvor var det dog brutalt, men helt almindeligt, hvor der ellers var rum nok i huset. Jeg var 17 år, da jeg for første gang var med til at pynte træet, men det var vist efterhånden af egen fri vilje, jeg tog mig af bordpynten.

Lillejuleaften blev alt lagt til rette, alle hjerter, kurve og kræmmerhuse blev trukket på kosteskafter, der var lagt over to stolerygge og fyldt op med godterne. I hjerterne kom den fine konfekt, i kurvene frugt – og i kræmmerhusene altid en valnød før andre nødder, - jo, der var system over det hele.

Der skete en anden vigtig ting den aften:

Jeg var vel 3 år, og ked af at skulle i seng, men jeg blev lokket ovenpå, for nu skulle nisserne snart komme. »Lig nu helt stille og lyt«. Jo, nu ringede det på døren og far gik ned og lukkede op, mens han udbrød: »Velkommen kære nisser«. 
Og tramp – tramp – og bank – bank og ….. lillesøster faldt i søvn.

Tidligt næste morgen tog far mig på armen, og i nattøj gik vi ned i spisestuen og hilste på nisserne. De myldrede oppe på panelet i flere hold, der var ham med det store juletræ, ham på kælken og én som postbud, - ja og så pigen, der løb efter gåsen. Det var hende, der lærte mig, at alt det med nisser o.s.v. var snyd!

Da jeg var fem år gammel var jeg jo begyndt at tvivle og nu fik jeg endelig beviset. Gåsens lange hals bøjede nemlig ud fra væggen, fordi den var tørret ind i varmen. Jeg var alene i stuen, trak en stol hen til væggen, kravlede op så jeg rigtigt kunne se bagsiden af gåsen, og der så jeg de kendte streger fra den kalender fra Bianko Lunøes Bogtrykkeri, der altid lå på fars skrivebord. Jeg tænkte det nok!

Der skete også en anden ting, som fik den betydning, at jeg nu var for stor til at blive snydt. Når mor øste op af risengrøden, fik jeg første portion og derefter kom mandlen i resten. Jeg så jo ikke, at mor puttede en mandel ekstra i min portion. Igen snyd og bedrag. Jeg fik selvfølgelig mandelgave, det var altid »Børnenes Julehæfte«.

I et af dem var der en tegning af Louis Moe’s sjove trolde, de var forfærdelig »uhyggelige«, jeg var frygtelig bange for dem og bladede hurtigt forbi, turde næsten ikke vende et blad.

»Hvorfor kigger du ikke i din mandelgave?!!«

Som voksen har jeg ofte set det hæfte og moret mig over de herlige trolde, men for en 5-årig var de åbenbart for slemme.

Lige inden gåsen kom på bordet skulle vi synge farfars julevise, hvor vores navne kom med i tredje vers. Her er den:

Farfars julevise

Mel.: Bag et højrødt gardin (Turen går til Nøddebo)

1. Hvad mon der i vejen er,

hvad er der i gærde.

Børnene man ser især,

kisteglade være.

Man kan mærke duft af gran

det er vist vor julenmand

:/ julemand /.

som herhid er kommen

med julegodt i lommen.

2.

Juletræet stråler smukt

fuldt af lys det pranger,

guld og sølv og flag og frugt

dejlige presenter:

Der er figen, mandler jo -

chokolade ja min tro

./ja min tro:/

Alt hvad sjælen fryder,

juletræet byder.

3.

Se hvor Gretes øjne ler,

hun på stolen rokker

Jørgen, Lise, Ole, Per

alle træet lokker.

Ja - men kære basser vid

at I pænt må give tid

./give tid/.

Først vi julen prise

i denne julevise.

4.

Ræk så hånden frem og kom

ind til julens glæde,

vi kan sagtens danne om

juletræet kæde:

Vi går alle med i lag

Vi er alle børn i dag

./børn i dag/.

Og som børn vi ville

holde julegilde.

Og så kom endelig det store øjeblik, hvor døren fra gangen ind til dagligstuen blev åbnet for os alle med mig som den forreste i rækken. Vi kunne sagtens nå hele vejen rundt om træet, fem børn, far og mor og eventuelle gæster. Resten af juleaften var vist som i alle andre hjem.

SÅDAN VAR VORES FORÆLDRE

Når jeg nu som gammel dame skal prøve at give et signalement af mine forældre, har jeg det lidt svært, for jeg synes ikke, jeg har kendt dem så længe, som mine fire ældre søskende. Vores forældre var meget forskellige i temperament, men så forbløffende ens på mange områder. F.eks. børneopdragelsen, jeg tror ikke nogen af os mærkede forskelsbehandlingen, undtagen at jeg som efternøler blev meget forkælet.

Far var den typiske videnskabsmand, der overlod alt det hverdagsagtige til mor, ja, det var jo altid mor, der tilsyneladende var den, der bestemte. F.eks. var det reglen, at når vi havde spist til middag, så hvilede far ca. 1⁄2 time på sofaen i herreværelset for derefter at give sig til at studere, mens mor hyggede sig med nogle af os, - til vi skulle i seng.

Mor var jo også altid hjemme, når vi kom fra skole (undtagen når hun var på besøg hos sine bridgedamer). Hun satte nemlig en ære i, at være der, når børnene kom hjem. At ungerne så røg ud til kammerater lige efter, det var helt i orden. Mor læste mange romaner, var medlem af en bogklub, hun havde altid et håndarbejde i gang, reparationer og strømpestopning overlod hun helst til Store Marie (mors egen barnepige, som blev hos os indtil hun døde). Store Marie havde sit tilnavn Store fra den gang, hun var tjenestepige hos mormor med de små børn. 

Mor var fem år, da de kom til København, så da var pigen jo større end den lille Marie, og det tilnavn hang altså ved hele hendes liv. Hun sagde naturligvis du til os børn, men efter vi blev konfirmeret hed det De. Mor kunne le, - det kunne far ikke. Ikke fordi han ikke kunne more sig, men sådan grine – ja hyle af grin, åh så smittende, det gjorde far bare ikke, jeg har i hvert fald aldrig oplevet det.

Far var husets patriark, sad for bordenden og var bestemmende for alt det økonomiske. Han kunne ikke lide, at mor handlede i Irma, så der måtte hun skjule rabatmærkerne, ligesom far altid uddelte husholdningspengene, hvilket var meget almindeligt dengang.

Det var vist det eneste punkt, hvor vores forældre havde »kontroverser«, men vi oplevede det ikke. Først da jeg blev voksen og var den sidste hjemmeboende, overværede jeg de scener, hvor mor måtte stå med bedende hånd og høre på sin husbonds mishag over, at hun nu igen ville ha’ penge.

Det lykkedes til sidst at få far gjort begribeligt, at det var nedværdigende – og så fik mor da endelig sin egen bankbog og kunne blive fri for at tigge om husholdningspenge.

Mor prøvede at skaffe sig indtægter ved hjælp af sine håndarbejder, hun strikkede for folk, syede stramaj, og især var der en tid lang, hvor hun var i forbindelse med et broderifirma, som hun leverede dukker til. I dukkerne kunne man sætte sikkerhedsnåle i ringe. Hun lavede rigtig mange af de dukker, solgte dem på en stor julemesse på Teknisk Skole. Det husker jeg godt, selvom jeg vist kun var fem år,

Far var magister på Zoologisk Museum, og hans løn var langt mindre end, hvad en magister får i dag. Da han blev dr. phil. i 1932 – og samtidig blev bestyrer af 2. afdeling på museet, ja så kom der bedre tider, nok til at give de fire store en ordentlig uddannelse. Man kendte jo ikke til SU, kun legater, og dem fik de ingen af. Far bidrog til at holde udgifterne nede ved at forsåle vores sko, man kendte kun lædersko, med lædersåler. Der var kun gummisål under sommersko og tennissko, så far havde nok at gøre som »skomager« nede i kælderen. 

Både mor og Grete havde langt hår. Mor satte sit op i en knude i nakken, Grete havde to lange fletninger. Hun ville meget gerne af med dem, men her ville far bestemme. Ikke tale om at give lov til at følge moden, og han havde svært ved at indse det besvær, de havde hver morgen. Men så en dag tog de mod til at få klippet hårpragten af – og far blev meget vred. Det har været i 1931, kan jeg se på de gamle fotografier fra Strandby Klit. Det var sjældent, at far deltog i fællesskabet med os, han kunne ikke lide kortspil, men var derimod parat til at spille majong med os. Som gamle spillede mor og far Domino.

Mor tilbragte mange timer med at lægge kabaler og gætte kryds og tværs (derfor holdt hun Søndags BT). 

Far blev Ridder af Dannebrog i 1947, var i audiens hos Kong Frederik den IX den 1. december. Mor blev færdig med skolen 1906 og gik så videre med lærerinde uddannelsen, også på frk. Zahles institut. I 1907 mødte hun far i Viborg og de »sværmede« et par år.

Moster Dora, som var flere år yngre, gik også i Frk. Zahles skole, hun har fortalt, hvordan hun agerede anstandsdame, når Paul hentede Marie, og de fulgtes ad hjem med søster Dora i behørig afstand. Efter endt uddannelse fik mor en stilling som

privatlærerinde på Fastruplund ved Tjele. Der blev hun vist kun 1 år. Hun savnede hjemmet og kom tilbage og fik en kontorstilling hos en sagfører.

Nu tjente hun gode penge til at købe udstyr for, så brylluppet kunne holdes den 15. maj 1913. Og så opgav hun jobbet, det var jo ikke almindelig, at gifte kvinder arbejdede. Der blev også nok at lave med 3 - 4 – 5 børn. Per kom efter de var flyttet til Charlottenlund. Og i 1924 kom jeg – som den allersidste.

LIVETS GANG I HUSET

Her følger nogle »emner«, der vil kunne give en forestilling om hverdagslivet for familien, for eksempel:

Tidens husarbejde.

Det var ikke noget, der vedrørte os børn, vi hjalp aldrig, men jeg kan jo huske meget, fordi arbejdet i et hus egentlig først blev ændret langt op i 50’erne med de mere moderne hjælpemidler, f.eks. køleskab og vaskemaskiner m.m.

Kun fik far vist hjælp af drengene i den store have, men efterhånden skulle de jo så meget andet, og råd til en fast havemand havde far ikke, så til sidst blev den del af grunden, der var på nr. 3 solgt fra, vist sidst i 30’erne.

Opvarmningen:

Da familien flyttede ind i 1917, var huset indrettet til 2 familier, hvor 1. sal var udlejet til et ægtepar uden børn. Men det var vist kun et års tid, så fik far og mor hele huset, hvor indretningen blev som beskrevet i det følgende afsnit. 


Huset blev opvarmet ved hjælp af kakkelovne indtil 1926, tror jeg nok, hvor der kom centralvarme.

Her er det, jeg mener, at jeg kan huske en bestemt situation, selvom Grete sagde, at det kunne man ikke før 3 års alderen.

Der var lavet et hul ude på trappegangen, hvor rørene skulle gå fra kælderen op til 1. sal, og jeg stod i gangen i stueetagen og kiggede ned, hvor jeg så Jørgen, han sagde kuk-kuk og vi lo. Jeg synes jeg kan se det for mig den dag i dag. I hvert fald – vi fik centralvarme og kakkelovnene blev fjernet.

Under besættelsen blev der igen sat ovne op, fordi centralvarmeanlægget kun skulle give 5 - 10 grader. Vi måtte fyre med tørv og havde dermed mere varme i dagligstuen tæt omkring ovnene. Det gik fint, fordi der nu kun var mig tilbage, men der var sandelig koldt andre steder i huset. Da Grete og Alfred flyttede ind på 1. sal, blev der sat en lille kakkelovn op i det største værelse, og den var der endnu, da vi fik lavet en særskilt lejlighed i 1948.

Vasketøj

Vi var jo efterhånden mange, så sådan noget som vasketøj efter syv store og små + pigen måtte jo blive til storvask, i hvert fald én gang om måneden, og den blev overstået på gammeldags vis med iblødsætning dagen før i en stor træbalje. Næste dag blev tøjet vredet op ved håndkraft og lagt i grukedlen, der så kom i kog ved hjælp af gas.

Derefter blev tøjet skrubbet på et vaskebræt. Men her kom Vaske-Johanne med de rynkede fingre til hjælp, for det var for meget for pigen alene, ligeledes med at hænge til tørre, men det kan jeg altså slet ikke huske, det må da ellers have fyldt meget?

Når tøjet var tørt, skulle lagner, dynebetræk og duge trækkes og foldes pænt og afleveres i rulleforretningen, for vi havde ikke selv en rulle. Der afleverede vi også fars fine hvide skjorte, hvis han havde været til noget meget fint i kjole og hvidt, så blev det behandlet i »fransk vask og strygning«. Fars daglige skjorter stivede mor selv, inden de blev hængt til tørre. Stivelsen var lavet af kartoffelmel, - ja, det brugte jeg jo selv indtil vi fik de strygefri skjorter.

Alt det andet blev stænket dagen før, det skulle stryges, og her trådte mor til. Det foregik oppe i soveværelset med elektriske strygejern tilsluttet en særlig fatning i loftlampen – der var vist kun én stikkontakt ved hovedgærdet af dobbeltsengen.

Tøjreparation

Det næste trin var de sædvanlige reparationer, stoppe strømper og lappe drengenes bukser. Her kom Store Marie (mors gamle barnepige)til hjælp. Store Marie kom hver onsdag, for der var nok at lave, især også fordi pigen havde halv fridag den dag, og mor tog sig tit en fridag til at spille bridge. Middagsmaden stod derfor altid på røde pølser og kartoffelsalat, som pigen kunne gøre klar inden hun tog fri.

Hjælpedamerne

A propos Vaske-Johanne, så var der et par andre hjælpedamer, som kom hos os. Der var f.eks. Krølle-Ras, hun ordnede mors hår, og hun klippede og krøllede mig, når det skulle være rigtig fint. I badeværelset var der et gasapparat, hvor far kogte sit barbervand, og hvor krøllejernet kunne varmes inden det blev afprøvet i et stykke WC papir, så det ikke var for varmt og sved håret. Vi sad stille foran det store ovale spejl i mors toiletbord.

Og så var der Sy-Ras, ja de hed jo begge Rasmussen, men Sy-Ras kom ikke hjem til os, hende besøgte vi i det lillebitte hus på Ordrupvej, hvor der altid lugtede af kaffe. Hun syede det meste af vores tøj, der fandtes nemlig ikke som i dag en tøjforretning overalt. Jo, selvfølgelig stormagasinerne Illum og Magasin (hvor mor havde kundekort), men der kom vi ikke så tit.

Maden

Pigen havde også fri hver søndag eftermiddag, så derfor spiste vi varm middagsmad kl. 12 og aftensmad kl. 18, hvor vi selv smurte brødet, - »vælgemad« som vi kaldte det. Til hverdag fik vi 2 retter god, borgerlig mad, forret og efterret og om søndagen altid steg, for far ville én gang om ugen have lov til selv at tygge sin mad, det skulle han jo ikke, når vi fik hakkebøf. Vi drak altid vand til maden – aldrig sodavand o.l., og vi skulle også altid spise et kvart stykke rugbrød, men det hørte op under besættelsen p.gr.a. brødrationeringen.

Vi hjalp altså aldrig i det huslige, hvorfor skulle vi dog det, når vi havde pigen, det havde alle, nogle havde endda 2, så var der en stuepige og en kokkepige, men altså ikke hos os.

Aftnerne

I al den tid, jeg kan huske var aftnernes forløb næsten det samme. Far lagde sig efter aftensmaden på sofaen i herreværelset 1⁄2 time, og så satte han sig til at skrive, indtil der blev serveret aftente, og så arbejdede han videre til midnat. Så sad mor alene i dagligstuen, d.v.s. vi sad jo ofte hos hende, hvis vi ellers var hjemme eller ikke havde travlt med lektierne. Mor var der jo altid, og hun forstod at hygge med os til vi skulle i seng. Men var vi ikke hjemme, fik hun tiden til at gå med at gætte kryds og tværs i Søndags BT, lægge kabale eller lave håndarbejde.

FORLYSTELSER UDENFOR HJEMMET

Her må jeg begrænse mig til de år, hvor jeg var stor nok til at kunne følges med de store. Hvad de lavede, når jeg ikke var med – ved jeg bare ikke, men vi havde da mange fælles oplevelser. For eksempel var vi på Dyrehavsbakken i hvert fald én gang hvert år og det var en fast tradition, at vi skulle have en stor iskage i et stort nybagt kræmmerhus. Vi skulle slet ikke prøve noget, altså hverken rutchebanen eller radiobilerne. Cirkusrevyen var vist slet ikke i sving endnu. Der var også grænser for, hvor mange penge, vi kunne bruge, for mor var jo ikke med.

Vi gik aldrig hverken til travløb eller på galopbanen, selvom vi jo boede tæt på begge dele. Vi gik gerne i biografen. Og den, der var i Jægersborg Alle, var endnu omkring 1930’erne af den gammeldags model, hvor der blev spillet mange stumfilm – Fy og Bi, Gøg og Gokke og Chaplin film. Ved indgangen var der en målestang, der viste, at den unge, der kunne gå under, kom ind på børnebillet. Salen var dekoreret med engle i loftet, og nede foran lærredet, sad der en dame og spillede klaver under hele forestillingen.  De forreste rækker var kun til børn, alle pladser var uden numre, så der var vilde kampe, inden alle var på plads.

En dag var det slut, for nu var der bygget en moderne biograf, Allé Teatret, og selvom det vist slet ikke var dyrt, tog vi til København, i stedet for at vente til de forskellige film kom ud til os. 


Hvert forår skulle vi ud på Eremitagesletten og se hvidtjørnene i blomst. Så cyklede vi i samlet trop og her var mor med, - aldrig far. 

Jeg kan slet ikke huske, at vi var i Tivoli, men en gang var vi alle sammen i National Scala, hvor vi spiste smørebrød, og hvor der var optræden. Det må have været i en helt speciel anledning, for det var jo temmelig dyrt. 


Vi havde også en anden fornøjelse og det var lørdag aften. Forretningerne i Jægersborg Allé havde åbent til klokken 21 (tror jeg) og vi, de store og jeg skulle vist bare ned og solde, måske også købe noget for mor. Vi købte slik til deling, f.eks. lakrids i metermål eller store negerkys, som især Per var en mester i at spise – meget langsomt, så vi andre kunne sidde og misunde ham. Vi fik faktisk aldrig slik i ugens løb, men brændte det af lørdag aften. 

Jeg mindes ikke, at vi nogensinde var til koncert eller kom i teatret, jo – i Folketeatret til Nødebo Præstegård. Jeg havde glædet mig, for jeg skulle se levende nisser, men der blev jeg skuffet, for jeg kunne ikke se nogen. Selve stykket har jeg åbenbart været for lille til.

Meget blev jo helt forandret, da jeg som 9-årig begyndte på balletkskolen, men det er en helt anden historie – som jeg har fortalt om i bogen »Da Farmor var balletbarn«.

HUSETS VIDERE SKÆBNE.

Efterhånden som vi blev større måtte der skaffes lidt mere plads til hver enkelt. Huset var ikke stort nok, men vi skulle jo være her, det var ikke almindeligt dengang, at børn flyttede hjemmefra, før de blev gift.

I mange år var fordelingen på første sal den, at Grete havde sit eget værelse bag fars og mors soveværelse, som hun altså skulle igennem for at komme ud. Alle skulle også derigennem for at komme til badeværelset (ikke til WC’et, det lå et andet sted ude på gangen).

De tre drenge delte det store værelse, hvor der var plads til f.eks. store togbaner og til voldsomme slagsmål, der fik loftslampen i dagligstuen nedenunder til at svinge. Indtil jeg var fem år sov jeg hos far og mor og havde vel mit legetøj i et hjørne nede i spisestuen. Vores tjenestepige skulle jo også have sit eget værelse. Da Jørgen begyndte at læse til læge, skulle han helst have sit eget værelse og det problem løstes ved at leje ét på første sal hos genboen i nr. 6. Det store værelse blev så delt med en trævæg. Ole og Per fik det inderste, og jeg fik mit, som de så måtte gå igennem.

Sådan havde vi det i mange år, indtil de store efterhånden blev gift, og der kun var mig tilbage, så kunne vi genskabe den oprindelige plan. Under besættelsen blev der igen rokeret om, så en overgang så det helt anderledes ud. Grete var blevet gift med Alfred, de boede på Hyldegårds Tværvej, men da Alfred, der var bilforhandler, blev arbejdsløs, fordi der jo ikke kunne køres med biler privat under krigen, måtte de nøjes med 1. sal på Sommervej.

Mor og far flyttede soveværelset ned i spisestuen , vi var efterhånden ikke så mange mere. Jørgen var blevet gift med Gerda, Ole var flyttet til Køge, hvor han var assistent hos en tandlæge, og vi havde ikke nogen tjenestepige, kun en hjælp til det grove, så jeg fik pigeværelset. Hvor Per var anbragt, kan jeg ikke huske, men i en periode var han i hvert fald soldat.

Frisenetterne fik snart en lejlighed på Frisersvej, og så rokerede vi igen.

Yderligere skete der det, at jeg blev gift i 1948, men vi blev boende på Sommervej, hvor 1. salen blev indrettet til en selvstændig lejlighed, for på det tidspunkt var det komplet umuligt at få en lejlighed. Sådan var situationen til 1955, da Kirsten fik den gode ide, at når moster Lise og onkel Frode nu flyttede til Herlev, så kunne mormor og morfar flytte ned på Frisersvej og Frisenetterne op på Sommervej.

Huset var således i slægtens eje indtil det i 1985 blev solgt, det vil altså sige i 68 år.